Jeg bruger betegnelsen “ukrudt” her i overskriften, fordi jeg tror det vækker mere nysgerrighed end betegnelsen “spontane vildtvoksende planter”. Men det, som egentligt betyder noget, er at planterne er vildtvoksende, og ikke, om de er ønskede eller ej.
At de spirer og vokser i min jord, uden at jeg har bedt dem om det, er det, jeg gerne vil drage fordel af i dyrkningen af mine afgrøder. Deri ligger samarbejdet.

Klargøring af bedet

Bedet var årets hvidløgsbed (2024). Hvidløgene er lige blevet høstet. Hvidløgene blev sat sidste efterår (2023) i slutning af oktober. Siden da, har bedet modtaget kompost og et tykt lag græs for at holde på fugten (tørke), temperere jorden og tilføre den let-tilgængeligt næring.
De spontane planter som dukkede op i løbet af vækstsæsonen, fik alle fået lov til at vokse i fred. Enkelte som var blevet for store (de stjal for meget lys) blev knækket men ikke trukket op.

Jordfrugtbarhed

Graden af jordens frugtbarhed er afgørende for hvilke arter af spontane planter dukker op.
Med en høj jordfrugtbarhed findes ingen af de “trælse” vilde planter: kvikgræs, tidsler, skræpper, ranunkel,. m.fl.
De planter, jeg mødte i netop dette bed, er primært Storkronet Ærenspris (Veronica persica), Haremad (Lapsana communis), Svinemælk (Sonchus oleraceus) og Mælkebøtte (Taraxacum officinale).
De er alle planter som betegner en fin jord med at aktivt aerob mikroliv.
Jordfrugtbarhed og jordstruktur er 2 fænomener som hænger uløseligt sammen.
Min umiddelbar erfaring, gennem de sidste 4 års observationer, er at jo højere frugtbarhed, jo mindre problematisk er de spontane planter. De omsættes nemt og ser ikke ud til at have en negativ betydning for udbyttet.
(Jeg har desværre ikke mulighed for at lave kontrol-bede, og derfor må mine observationer tages som en incitament til egne forsøg)

Tid til at vokse og danne rødder

At de spontane planter får lov at vokse hele vækstsæsonen, betyder at de får tid til at hente den næring de har brug for, i den dybe jord, der hvor mineraler og næring findes. Det betyder at kulturplanterne, og hermed den omkringliggende jord, ikke bliver nær så afhængige af de mineraler og næring, jeg kunne finde på at tilføre jorden. Dette arbejde laver de af sig selv.

Klargøring af bedet, såning og mål

Bedet behandles overfladisk med kultivatoren og jævnes ud med riven.
Jeg har sået en række grå-ærter (lyserød krone), en række salat (modsat side) og en blanding af honningurt, rødkløver, hør, boghvede, havre, hvede i midterstykket. Bedet dækkes med 2 cm omsat kompost, det snittede indsamlede plantemateriale. og et tyndt lag træflis fra egen have (fællesskab af mikroorganismer).
Bedet skal om et par uger beplantes med grønkål.
Det er tanken at det plantemateriale som vokser sig stort (det tilsået grøngødning samt de spontane vildtvoksende planter + de salater vi ikke når at spise) skæres ned når nødvendigt, så det ikke hæmmer kålvæksten (adgang til lyset) men tilfører dem næring og beskyttelse.

(Jeg beklager at jeg kun har dette billede fra bedet. Her kan ses de fine ærter, og der anes kålene. De har det godt, men det er tid til at beskære det grønne omkring dem, så de kan få noget mere lys og det kan blive til næring/jorddække i den kommende tid. 😊)

Den økologiske succession og kulturplanter

At lige netop bestemte arter af vilde planter har valgt at spire og vokse i denne jord, ser jeg som deres forsøg på at forberede jorden til det næste trin af den økologiske succession.
Det “bedste trin” i den udvikling, set fra vores kulturplanters perspektiv, er når der opstår i jorden et ca. ligevægt mellem svampe og bakterier (lidt flere bakterier end svampe).

Hvordan kan dette aflæses? Dette kan gøres ved at kende til de vilde planters plads i denne udvikling.
En måde det kan gøres på, er ved at læse om den enkelte plantes plads i den økologiske succession i vores Bioindikatorplanter-katalog.